Slaget ved Køge

Slaget ved Køge den 29. august 1807 stod mellem engelske landtropper, der belejrede København, og det danske landeværn.

Da den engelske regering frygtede at den stærke danske flåde skulle falde i Frankrigs hænder, fremsattes et ultimatum til den danske regering om udlevering af den danske orlogsflåde, eller krig med England. Da kravet blev afvist, gik engelske tropper i land ved Vedbæk den 16. august og indledte belejringen af København.

Generalløjtnant Castenschiold beordredes til at oprette et "frikorps" og undsætte hovedstaden. Castenschiolds styrker koncentreredes omkring Roskilde og Lejre, medens general Oxholm blev sendt sydpå for at aktivere det Søndre Sjællandske Landeværnsregiment. Castenschiold omrokerede til Køge den 26. august og den 28. august ankom Oxholm med sine styrker. I alt rådede Castenschiold over cirka 7.000 militssoldater, 600 ryttere og 13 kanoner.

Det engelske hovedkvarter ved København kendte til landeværnets mobilisering og beordrede den 27. august general Arthur Wellesley (senere 1. hertug af Wellington) til at finde og nedkæmpe det danske landeværn.